Finanssektorens fremtid er
ikke blot ny teknologi

Tekst: Christian Barnholdt

Tonny Thierry Andersen, formand for Finansrådet.

Tonny Thierry Andersen, formand for Finansrådet.

Finanssektoren er i fuld gang med den digitale revolution. Men en mindst ligeså dramatisk revolution er på vej: En hel række nye spillere, som hidtil ikke har været en del af branchen.

”Fremtidens bank- og finanssektor vil ikke blot være endnu mere påvirket af den digitale udvikling end nu. Den vil også blive påvirket af helt nye spillere, som vi hidtil ikke har opfattet som en del af branchen. Men hvis ikke vi er forberedt på det og ikke selv aktivt redefinerer fremtidens bank, så risikerer vi, at vores forretningsgrundlag forsvinder, så vi risikerer selv at gøre det.”
Så skarp er prognosen fra Tonny Thierry Andersen, der er direktør for Personal Banking i Danske Bank og formand for Finansrådet, brancheforeningen for de danske banker, sparekasser og realkreditinstitutter.
Han er en mand med fingeren på pulsen, og hans prognose er klar: ”Den danske finanssektor vil ikke blot blive endnu mere påvirket af den digitale revolution. Den vil også blive ændret i hele sin struktur, fordi der kommer nye spillere på banen med nye produkter og med et nyt, innovativt interface med kunderne. Så hvis ikke de nuværende spillere omstiller sig og nytænker kundernes adfærd ind i alt, de gør, så kan det gå som med Kodak og Blockbuster. At deres marked forsvinder, fordi deres produkter ikke følger med tiden.”
Når det gælder den digitale revolution, så kan den beskrives med ordene ’mobil’ og ’connected’, siger Tonny Thierry Andersen, og nævner de unge, som det mest indlysende eksempel på forandringen. Fordi de er online døgnet rundt og bruger deres digitale enheder til alt; ikke bare til at tjekke facebook og twitter, men også til deres bankforretninger.
Det er en udvikling, der forstærkes af, at der samtidig sker en digital revolution i det offentlige med at digitalisere arbejdsgangene og kommunikationen med borgerne.
Den digitale revolution skal også ses i lyset af, at der forventes at være 10 mia. digitale enheder i 2020.
Derfor vil de digitale medier, som facebook og twitter, få afgørende betydning for den brugerinddragelse, der er helt nødvendig for finanssektoren, forventer Tonny Thierry Andersen og bruger Danske Bank som eksempel:
”Vi har jo fået stor succes med vores nye betalingsløsning, MobilePay, og det skyldes også, at vi har haft en dialog med målgruppen på de digitale medier, hvor vi har fået mange interessante idéer, som vi ikke selv havde fået.”

Nye spillere kommer på banen
Når emnet er de nye spillere på finansmarkedet, så nævner Tonny Thierry Andersen Starbucks, der er verdens største kæde af kaffebarer, men også er blevet den 20. største bank i USA målt på indlån pga. dens loyalitetsprogrammer. Og han nævner de store danske teleskaber med deres nye udspil på digitale betalinger, Paii, og Coop, der tilbyder alle slags bankforretninger til de 1.4 mio. medlemmer.
Så aktørerne i finanssektoren står overfor store udfordringer, konkluderer Tonny Thierry Andersen:
”Vores produkter skal være mobile og connected, og de skal laves med kunderne og ikke for kunderne. På den måde sikrer vi, at det fortsat vil være både nemmere og billigere at være kunde hos os, og at vi er der, hvor kunderne er. Så vi skal kort sagt redefinere hele vores forretningsmodel og være helt skarpe på, hvor og hvordan vi skaber værdi for kunderne.”

En kommentar til Finanssektorens fremtid er
ikke blot ny teknologi

  1. Pingback: Hvordan fastholder man kunders loyalitet i den finansielle sektor? | Finansbladet