Big data som vækstfaktor
kræver tilpasninger

Tekst: Eline Holm

BD_shutterstock_62792197

Big data bliver udråbt som en væsentlig vækstfaktor for fremtidens virksomheder. For finanssektoren er mulighederne oplagte – hvis branchen forstår at vinde kundernes tillid til, at de personlige oplysninger bliver håndteret forsvarligt, og også forstår at trække på erfaringerne fra frontløbervirksomhederne.

Chee Wee Tan, Lektor på afdelingen for IT management på CBS.

Chee Wee Tan, Lektor på afdelingen for IT management på CBS.

I Asien skal en bankkunde ikke vente på selv at få idéen til at skifte fra et kreditkort til et andet, når hans betalingsmønster ændrer sig. Begynder han f.eks. at bruge sit kort meget på rejser, og vil han derfor have gavn af at skifte til et betalingskort med mulighed for at optjene point til brug på hotel og fly, opsnapper banken nemlig de data automatisk. Dermed kan de give ham et målrettet tilbud – allerede inden han selv er blevet opmærksom på sit ændrede behov. Lektor på afdelingen for IT management på CBS, Chee Wee Tan, nævner eksemplet som en af de fordele, finanssektoren kan få af at benytte sig af big data.
”Det giver banken mulighed for at skræddersy sine produkter til den enkelte kunde, samt at tilbyde bedre rådgivning om alt fra investeringer til spareplaner. Det er værdifuldt for kunden, fordi banken på den måde kan ramme ned i et behov, han muligvis ikke selv er bevidst om,” fremhæver Chee Wee Tan, som understreger, at det især i finanssektoren er altafgørende, at kunden kan have tillid til, at personoplysningerne ikke bliver misbrugt.
”Folk er i stigende grad blevet bevidste om, at de efterlader sig en masse oplysninger f.eks. på nettet, og at disse oplysninger kan bliver misbrugt. Derfor er det vigtigt, især i en branche som finanssektoren, som håndterer meget personlige oplysninger, at kunden får at vide, at ja – vi indsamler de her data, men det er for at give dig bedre service og ikke mere,” siger Chee Wee Tan.

Niels May Vibholt, kontorchef i Erhvervsstyrelsen.

Niels May Vibholt, kontorchef i Erhvervsstyrelsen.

Usikkerhed om regler
Også i Erhvervsstyrelsen er man opmærksom på, hvordan alle de data, vi efterlader os, når vi betaler med kreditkort, taler i telefon eller går på nettet, kan bruges til at skabe værdi for virksomhederne. Derfor udgav styrelsen i februar en rapport om big data som vækstfaktor i dansk erhvervsliv. Som en af barrierene for at komme i gang med at bruge big data til at udvikle forretningen og målrette produkterne, peger rapporten blandt andet på, at der hersker en usikkerhed i erhvervslivet omkring, hvilke data man må og ikke må bruge – dels fra offentlige registre og dels fra de digitale fodspor, vi frivilligt afsætter på nettet. Blandt andet derfor er det lettere sagt end gjort, at virksomhederne bare skal komme i gang med at benytte big data i forretningen. Har man først overvundet forhindringerne, vil det kunne ses på bundlinjen – men det betyder ikke, at man hovedløst skal springe ud i big data-eventyret, forklarer kontorchef i Erhvervsstyrelsen, Niels May Vibholt.
”Amerikanske undersøgelser viser, at virksomheder, der benytter sig af big data, har fem-seks procent bedre indtjening end dem, der ikke gør. Danske virksomheder bør derfor nøje overveje, om de kan anvende data som vækstkilde. Det vil dog ofte kræve en betydelig omstilling af bl.a. virksomhedens strategi og forretning. Et godt sted at starte er derfor at danne sig et overblik over, hvilke data og muligheder virksomheden har, og kigge på erfaringerne fra de virksomheder, der er frontløbere inden for området,” siger han.

Der er lukket for kommentarer.